Braga

Af | 2. februar 2011 | Ingen kommentarer | Portugal

Lidt nord for Guimarães i Portugal ligger den noget større by Braga med et indbyggertal på omkring 80.000. Byen har mere end 30 kirker og klostre. Braga er desuden ærkebispesæde, og det er derfor ikke uden grund at byen både kaldes Portugals religiøse hovedstad og ”Portugals Rom”.

Udover de mange religiøse seværdigheder kan Braga, som tilmed er en af Portugals ældste byer, også byde på hyggelige caféer og levn fra byens første indbyggere – romerne.

Bragas historie

Romerne grundlagde i år 27 f.Kr. byen under navnet Bracara Augusta og lod den indgå i den romerske provins Lusitania.

Efter den mauriske besættelse, der havde beskadiget byen meget, erobredes byen tilbage i det 11. århundrede, og i samme forbindelse lagde ærkebisp São Geraldo sit magtfulde ærkebispesæde her i byen og udråbte sig selv og sine efterfølgere til ærkebiskop over hele Den iberiske Halvø. Byen beholdt dette magtfulde embede helt frem til 1716, hvor det flyttede til Lissabon. I perioden blev byen udsmykket og udbygget med religiøse bygninger i en grad, der ikke sin lige i resten af landet. Specielt i det 16. århundrede skød smukke kirker, paladser og springvand hovedsageligt i italiensk stil op som paddehatte.

Bragas seværdigheder

Sè de Braga er navnet på den flotte katedral fra det 11. århundrede og en af byens mest seværdige attraktioner. Af den oprindelige bygning er kun den sydlige portal og den udsmykkede gesims i tværskibet tilbage. Ikke desto mindre er den stadig et imponerende bygningsværk.

Museum for Religiøs Kunst ligger i Sè katedralens tidligere skat kammer og rummer en fin samling sølvkalke og krucifikser fra 900- og 1000-tallet samt dragter fra 1400-tallet.

Ærkebiskoppens Palads: Et fæstningsagtigt palads der udgøres af tre bygninger opført med 400 års mellemrum fra det 13. til det 18. århundrede. Antigo Paco Episcopal, som er dets portugisiske navn, rummer i dag en del af universitetet og byens arkiv, der går tilbage til 800-tallet med omkring 300.000 bøger og omkring 10.000 manuskripter.

Comments

 
© 2011 TravelForum