Vil du vinde flybilletter?

Coimbra

Af | 1. februar 2011 | Ingen kommentarer | Portugal

Byen Coimbra ligger ved Mondego-floden i den midterste del af Portugal, 196 km nord for Lissabon. Der bor ca. 138.000 i byen og omtrent 148.500 i hele kommunen. Byen er administrativt centrum for distriktet af samme navn og indgår i regionen Centro. De største industrier fremstilling af fajance, papir, tekstiler og Øl. Den gamle bydel fra middelalderen er karakteristisk med sine snævre gader og er samlet på et højdedrag. Klosterkirken Santa Cruz rummer sarkofagerne med landets første konger, Alfonso I, Henriques og Sancho I, og er et af landets betydeligste mindesmærker. Universitetet er fra 1290 og er dermed et af de ældste i Europa, og tiltrækker årligt mange turister.

Coimbras skytshelgen, helgendronningen Isabel (1271-1336), som blev kanoniseret i 1625 ligger begravet i klosteret Santa Clara-a-Nova fra 1600-tallet, der også tjener som kaserne.

Coimbras historie

Coimbras historie går tilbage til før romersk tid, hvor byen oprindeligt hed Aeminium, men tog navn efter den ca. 15 km sydligere beliggende Conimbriga, der blev ødelagt af sveberne 468. Coimbras meget gamle bispesæde blev også overført derfra. I 715 erobredes byen af maurerne, som indførte 300 års islamisk herredømme med få afbrydelser. En sådan afbrydelse indtraf i 878, da Alfonso III af Asturias og Leon indtog byen, men maurerne blev først endegyldigt fordrevet af de kristne i 1064. I det 12. og 13. århundrede var Coimbra kongelig residens og gennem hele middelalderen ofte mødested for den portugisiske rigsforsamling, Cortes.

I portugisisk billedhuggerkunst fik Coimbra i 1500-tallet en afgørende rolle, da Coimbraskolen med bl.a. Nicolas de Chanterène introducerede renæssancen i portugisisk skulpturkunst. Skolens arbejder findes i byens kirker, f.eks. prædikestolen i Santa Cruz og portalen Porta Especiosa på Sé Velhas nordside. Desuden findes de på museet Machado de Castro.

Indtil 1900-tallet havde Coimbra Portugals eneste Universitet (ud over universitetet i Évora, 1559-1759), hvilket afgørende har præget byen, der først forholdsvis sent udviklede større kommercielle og industrielle virksomheder. Da byen ligger på aksen Lissabon-Porto, indgår den som del af den dynamiske kystzone, hvor Portugals udvikling i stadig højere grad koncentreres, og den formår at bevare status af ”minimetropol” mellem landets to tyngdepunkter.

Coimbras seværdigheder

Universitetet, som blev grundlagt i 1290, blev i 1307 flyttet fra Lissabon til Coimbra, hvor det med undtagelse af perioderne 1338-54 og 1377-1537 siden har ligget. Det er især kendt for sit rigt dekorerede bibliotek fra 1700-tallet med store manuskriptsamlinger samt for festsalen Sala dos Capelos. Tæt knyttet til universitetslivet er den særprægede Coimbra-fado, en serenade, som altid synges af mænd.
Porta Férrea (jernporten) fra 1634 udgør den monumentale indgang til Coimbras gamle universitet med en række figurer, der repræsenterer de oprindelige fakulteter.

Machado de Castro museet har til huse i det gamle bispepalads og den tilstødende kirke fra det 12. århundrede, São João de Almedina. Paladset blev bygget over byens romerske forum og var residens for Coimbras første biskopper. Museet er opkaldt efter Portugals største billedhugger, og der udstilles middelalderskulpturer og andre senere værker. I såvel omfang og variation er udstillingen fremragende.

Arco de Almedina. Den restaurerede Arco de Almedina fra det 12. århundrede med det arabiske ord medina for by er en af de få rester af Coimbras gamle bymur fra middelalderen.

Jardim Botánico er Portugals største botaniske have, anlagt på terrasser i 1772, da markisen af Pombal indførte naturhistorie som studie fag ved universitetet. Haven rummer ca. 1200 forskellige planter. Ved indgangen ses resterne af São Sebastião-akvadukten fra 1500-tallet.

Comments

 
© 2011 TravelForum