Vil du vinde flybilletter?

Fakta om Azorerne

Af | 13. november 2010 | Ingen kommentarer | Portugal | Tags:

Skal du rejse til Azorerne, hvilket vi absolut kan anbefale, er her lidt korte fakta og informationer om de 9 øer midt i Atlanterhavet.

Geografien
Beliggende midt i Atlanterhavet, mellem Europa og Nordamerika, befinder øgruppen Azorerne sig på samme breddegrad som Lissabon. De ni øer har et areal på tilsammen 2.333 kvadratkilometer og en økonomisk zone på 984.300 kvadratkilometer. De enkelte øers areal svinger mellem 747 kvadratkilometer (Sao Miguel øen) og 17 (Øen Corvo). Den vulkaniske kegle Pico, på øen af samme navn, er med en højde af 2.351 meter det højeste punkt på såvel Azorerne som fastlandet. Regionens befolkning tæller ca. 240.000 indbyggere.

Klima
Azorerne nyder godt af et tempereret klima hele året, uden store årlige variationer i temperaturen. Temperaturerne varierer mellem en gennemsnitlig årlig minimumstemperatur på 14 grader og en behagelig temperatur på 24,8 grader (gennemsnit for august).
Den gennemsnitlige vandtemperatur, påvirket af golfstrømmen ligger på mellem 16 og 22 grader i løbet af året.

Historie
Portugisernes historiske tilstedeværelse indledtes i 1427, da øerne Santa Maria og Sao Miguel opdagedes. I det 16. Og 17. Århundrede blev øgruppen, takket været sin geografiske position, et knudepunkt i søfarten mellem Europa, Fjernøsten og Amerika. På de tider fandt store søslag sted omkring Azorerne, og øerne blev angrebet af pirater og korsarer. I de følgende århundreder udviklede øgruppen sig ved landbrug og fiskeri. I dag er Azorerne en autonim region med eget parlament og regering.

Kultur og miljø
Azorerne gør en stor indsats for naturens beskyttelse samt miljøet og blev i 1995 belønnet for sin indsats med en æresbevisning ved uddelingen af ”Den Europæiske Præmie for Turisme og Miljø”. Øruppens mange naturreservater og beskyttede områder vidner om regionalregeringens høje prioritering af sikring og bevarelse af Azorernes naturlige miljø.

Flora
Mere end 55 sjældne og kun her voksende plantearter gør Azorerne til en spændende botanisk have for planteinteresserede. Cedertræer, lyngplanter, hede, vilde druer, vild ingefær og mahognitræer er nogle af de oprindelige arter som i århundredernes løb fik selskab af blandt andet japanske pinjer og akacie tillige med blomstrende planter som hortensia, azalea, kamelieblomster duftplanter og mange andre.

Fauna
Fuglene er det mest attraktive element i den lokale fauna og består af mange arter, hvoraf nogle kun findes her. Her kan iagttages forskellige arter af ørnefamilien og havfugle. Havet omkring Azorerne er et sandt akvarium med hundreder af forskellige fiske- og skaldyrsarter og hertil kommer havets store pattedyr såsom kaskelothvalen.

Den kulturelle arv
Fra den tidlige bosættelse overlevede kun et par enkelte kirker. I det 16. Og 17. Århu´ndrede udførtes mange bygningsarbejder, hvoraf både religiøse og verdslige bygninger står endnu, først og fremmest som eksempler på barokken, der her på øerne fandt en egen udtryksform på grund af de materialemuligheder, der eksisterede smat afstanden til Europas kulturcentre. Angra do Heroismo på øen Terceira var den første Atlanterhavsby, der blev bygget i overensstemmelse med byplanlægningen af det 16. Århundrede, og byen bevarer, sine kirker, paladser og fæstninger, minderne om sin historie. På øens museer og i den folkelige byggestil på de enkelte øer findes de kulturelle værdier og øgruppens historie gennem tiderne.

Landskab på Azorerne
Azorernes ni øer er forskellige i deres landskaber og charme. Som fællesnævner har de dog alle den grønne frodighed, blomsterne, de vulkanske elementer, der kan beses i de skønne vulkansøer i bunden af de dybe slugter og kratere, de mystiske grotter og kilder samt, for Picos vedkommende, det majestætiske bjerg af samme navn. At besøge Azorerne er at træde ind i en verden, hvor naturen stråler i sin overvældende skønhed, og hvor menneskets tilstedeværelse let glemmes.

Kongresser og kurser
Øerne Sao Miguel, Terceira, Faial og Pico har hotelkapacitet til afholdelse af kongresser, kurser og andre aktiviteter, der vil kunne drage fordel af Azorernes specielle atmosfære.

Aktiv Ferie
Golf, tennis, vandreture eller cykelture, ture i terrængående køretøjer, bjergbestigning, hanggliding og ridning er muligheder for aktiv ferie. Azorerne og havet er uadskillelige også i sportsaktiviteter. Lystbåde fra hele verden lægger til ved havnene i Horta, Ponta Delgada og Praia da Vitoria, inden turen fortsætter videre over Atlanten. Sportfiskeri på det åbne hav (størrelsen på nogle af fangsterne herfra har allerede sat flere verdensrekorder), dykning, surfing, windsurfing og sejlsport er også typisk for øgruppen.

Folkefester
Azorianernes religiøsitet kommer til udtryk i deres fester og optog. Festerne til Helligåndens ære har baggrund i en tradition fra Middelalderen og er fælles for alle øer fra maj til september. Disse er en herlig mulighed for at skabe kontakt til befolkningen. Der kan nævnes en hel række af fester, såsom Senhor Cristo dos Milagres i Ponta Delgada (Sao Miguel), Festas Sanjoaninas i Angra do Heroismo (Terceira), den ugelange havnefest i horta (Faial), hvalfesten på øen Pico og karnevalsfesten på øen Graciosa – alle højdepunkter i festlighederne, der foregår fra januar til december.

Gastronomi
Det azorianske køkken med de traditionelle retter bliver værdsat af alle der nyder bordets glæder, og for dem, der betragter frisk fisk som en nydels, er Azorerne et sandt paradis. For den søde tand er der en uendelig liste af søde sager, men også fortræffelige oste (og i den forbindelse må øen Sao Jorge nævnes). De tropiske frugter som ananas er en sødmefyldt nedelse, og man bør ikke glemme at prøve den parfumerede te, der dyrkes på Sao Miguel.’ De hvide og røde vine, brændevinen fra øen Graciosa, verdelho fra Pico og vinene fra Bicoitos (Terceira) er obligatoriske indslag i en gastronomisk rundtur på Azorerne.

Kunsthåndværk – folkekunst
Ved anvendelse af lokale materialer holder de azorianske kunsthåndværkere de gamle traditioner i hævd. Lige fra håndmalet keramik til fine kniplinger, fra kunstarbejder i ben og hvaltand til skrøbelige blomster fremstillet af diskeskæl. Hertil kommer træskærerarbejder i miniaturer (som eksempelvis de elegant udskårne hvalfangerbåde) og ligeledes fremstillingen af de daglige brugsting.

Hotelmuligheder
Der er hoteller på alle øer på Azorerne. På øerne Faial, Sao Miguel og Terceira er der mulighed for landboturisme af god kvalitet med indkvartering under familiemæssige forhold.

Flytransport
Fra Danmark er der direkte fly til Azorerne i udvalgte perioder. Der er daglige afgange til Azorerne via Lissabon med TAP Air Portugal

Der er regulære flyvninger (flyvetiden er ca. 2 timer) mellem Lissabon og de 3 lufthavne på Azorerne;Ponta Delgada (Sao Miguel), Lajes (Terceira) og Horta (Faial). Fra Ponta Delgada er der endvidere regulære afgange til Funchal (Madeira) og i højsæsonen også til Porto og Frankfurt. Der er charterflyvninger til Amerika og Canada fra Ponta Delgada og Lajes.

Flytransporten mellem de ni øer foretages af SATA-Air Acores.

Søtransport
Der er regulær sejlads mellem Faial, Pico og Sao Jorge og tillige mellem Terceira og Gracios.

Landtransport
På alle øer med undtagelse af Corvo er der regulær bustrafik og taxi. Bil uden fører kan lejes på de otte hovedøer.

Påklædning
Let tøj med lidt uldent overtøj til de kølige nætter er sædvanligvis nok året igennem. Regntøj anbefales i månederne fra oktober til april, hvor der er hyppige regnfald, dog ofte efterfulgt af solskin.

Comments

 
© 2011 TravelForum